23. juli 2017: Udstilling i Brejning

Wijelo_thumbnail

Tidligt søndag morgen tog vi afsted på en udflugt til katteklubbens hyggelige sommerudstilling i Brejning forsamlingshus. Vi havde taget vores to ungdyr Jezebel og Jaylah med, samt Eddie, som havde haft en pause.
Eddie og Jezebel skulle op til Britta Busse fra Tyskland.
Eddie kom først på bordet og charmerede dommeren i vanlig selvsikre stil 🙂 Han nussede næse, head-buttede og slangede sig afslappet på bordet. Ikke noget stress her. Britta kunne rigtig godt lide ham og han fik en super bedømmelse, som sluttede af med en nominering, da konkurrenten ikke var mødt.
Jezebel tog charme-konkurrencen op med onkel Eddie og gik all-in. Hun er bare en fantastisk lille kat at have med på udstilling. Her var der også kun roser. Især hendes harmoniske hoved med velplacerede store ører faldt i dommerens smag. Pelskvaliteten fik også mange roser. Eneste lille ting som kunne påpeges var hendes farve som stadig mangler lidt glød.
Der var kun til et enkelt fælles BIV mellem en fertil han, en fertil hun, Jezebel og to killinger. Valget endte til glæde på Jezebel. Det var hermed hendes 3. BIV over-all på 3 udstillinger.
Til nominering var Jezz oppe mod en fin lille Tortie orientaler, og vi var absolut ikke sikre på udfaldet. Britta tog også sin tid, men endte med at nominere vores lille charme-prinsesse. Hun blev også nomineret som Britta’s bedste aby (ud af 8) og som kandidat til bedste klubkat.

Jaylah skulle op til Jørgen Billing, som elskede alt ved hende – bortset fra bundfarven, hvilket ikke kom som en overraskelse. Hun fik virkelig meget ros for hendes type, som Jørgen mente var endnu bedre end hendes mors. Dette var store ord, da Jørgen altid har været glad for Tamina.
Til nominering kom hun op imod en smuk Svensk Siameser som havde vundet meget, og det var fuldt forståeligt at Jaylah tabte her, når vi tog hendes lyse bundfarve i betragtning.
Alligevel syntes Jørgen så godt om hende at han nominerede hende som hans bedste Aby (ud af 8) og om kans kandidat til bedste klubkat.

Katteklubben havde valgt at holde en konkurrence om “Bedst i Racen” såfremt der var mere end 3 katte tilmeldt indenfor racen. Blandt abyerne var der tilmeldt hele 22 katte og heraf var 19 mødt op. Så det var flot at have hele 2 katte ud af 3 nominerede. Dommerne kiggede igen på de tre katte og valgte så hver deres favorit. Jezebel vandt med 2 stemmer over søster Jaylah, som fik en stemme.
Dette resultat er uofficielt og tæller ikke rigtig, men betød virkelig meget for os, da det viser at vores Abyer kan klare sig godt imod andre katte indenfor racen.

Til Best I Show kom Eddie først på scenen. Han opførte sig fint og fik kys af en dommer, men tabte til en smuk sort orientaler som fik alle 3 stemmer. Jezebel charmerede også godt og fik rigtig meget opmærksomhed, men også hun var oppe imod overmagten. Den smukke Siameser, som vandt over Jaylah, fik alle 3 stemmer og blev dermed også Juniorwinner.

Til sidst skulle der vælges bedste klubkat. Udover Jezebel og Jaylah var der nomineret en smuk voksen brun orientaler. Jezebel fik dog 2 stemmer mod søster Jaylah’s ene, og blev dermed bedste klubkat.

Så alt i alt var det en dag med rigtig gode resultater, som vi ikke var være andet end super tilfredse med.