5. december 2010. MIS Svinninge

Wijelo_thumbnail

Meget tidligt søndag morgen drog vi med tre katte på vej ud i det snedækkede landskab på Holbæk egnen. Racekatten holdt i år sin traditionelle juleudstilling i Svinninge Hallen, og vi havde glædet os til at vise lille Batari frem for første gang .
Først skulle Ayana dog op til Hans Lindberg og det var hun ikke ligefrem begejstret for. Det med udstillinger er altså ikke lige den unge dames kop te. Hun både knurrede og hvæste på dommerbordet og viste ikke ligefrem sin gode side frem. Hun fik dog sit andet CAC og en rimelig god bedømmelse.
Så var det Cheetah’s tur og kontrasten var stor….Hun førte sig frem med stor selvsikkerhed og overlegen ro.

Cheetah

2010-12-05

Martti Peltonten var vildt begejstret for hendes smukke ”Sexy Eyes” og hendes vidunderlige pelskvalitet. Farven var som altid hendes svage side sammen med for meget hvidt under hagen og i konkurrence med Fata Morgana aus Abusir måtte hun nøjes med et EX2. Så hun blev desværre ikke Champion i denne omgang.
Endelig skulle vores lille ”Fut-fis” aka Batari op hos en dommer for første gang, og sikke et cirkus 🙂 Hun var ikke til at styre på fem tønder land og Martti havde store problemer med at holde styr på hendes livlige ben, som man skulle tro hun havde otte af. Hun ville bare have sjov og lege, så det med at blive holdt fast havde hun da ikke lyst til. Hun fik en rigtig god bedømmelse og Martti var vild med hendes gode pelskvalitet, harmoniske krop og smukke øjne. Hendes hoved var lidt for kort og ”nuttet” efter hans smag, men alt i alt kunne han lide hende. Hun fik sit EX1, men kom ikke til nominering da en vildfarvet hankilling efter dommerens smag var den bedste.

Batari

2010-12-05

Dagen var dog ikke helt spildt. Efter BIS showet blev Batari sørme til vores store overraskelse kaldt op på scenen. Hun var blevet kåret af publikum som udstillingens sødeste kat og fik dermed titlen ”MIS Svinninge”. Endvidere fik vi en flot 2. præmie i konkurrencen om det flotteste julepyntede bur, så vi fik da lidt ekstra med hjem i bilen.

Bur

2010-12-05